Jeg har mine øjeblikke

Nogle gange har man bare en eller anden følelse – eller oplevelse – som ikke er til at frembringe ordentligt på noget andet medie, end ens egen hjerne. Det er en særlig oplevelse, når flere af ens sanser oplever en fælles følelse, som ganske enkelt finder sammen og skaber “et øjeblik”.

Vi oplever det i dagens verden bl.a. ved, at mange fokuserer deres markedsføring på, at man ikke blot får en service, en vare, eller en rejse – man får en oplevelse. Man sælger ikke bare det basale produkt, men en historie, en følelse, en dybere association med det, som vi køber eller oplever. Det er så den mere kommercielle udgave af, hvad dette handler om – men den egentlige oplevelse skal jeg komme til om lidt.

Associerende oplevelser

For sjovt nok falder det sammen med et emne jeg for et par dage siden også havde i fokus i en anden sammenhæng. Dengang var det bl.a. hvordan Coca Cola bruger julemanden og hele jule-konceptet i sin markedsføring i disse dage. Starten af samtalen kom faktisk af spørgsmålet: “Hvad tænker du på når du ser farven rød?” I manges tilfælde er Coca Cola en af de første ting – og lidt jokende sagde jeg, at det næste så er Julemanden – underligt nok. For joke eller ej, så er det tankevækkende, at det faktisk kan være sandt i mange tilfælde: Vi tænker på et kommercielt brand, pga. én farve, som kunne associeres med så meget andet. Men hvorfor?

Coca Cola sidder dybt i os alle – vi er vokset op med det, det er symbol på og minde fra fredag aftenener i familiens skød med Disney Show og pizza. Det er symbol på den hyggelige julereklame, hvor den tykke mand med det snehvide skæg og den røde kåbe viser sig i den oplyste by. Coca Cola spiller på så mange af vores sanser og minder, at brandet er mere end bare et logo og en vare. Det er næsten en del af vores alles identitet – af vores minder og det, som har bygget vores historie.

Min pointe hermed er, at ved at spille på mere end bare vores basale behov for væske (og vores afhængighed af sukker), har Coca Cola etableret sig som noget helt naturligt i mange af os – fordi det spiller på andre associationer. Lidt ligesom jeg og resten af min familie pludselig nu, er begyndt at lægge mærke til hvor mange Hollywood-stjerner der går i New Balance sko. Det er nok ikke noget de lige er begyndt at gøre i sommeren 2015, men fordi min mor er begyndt at arbejde i en virksomhed, som distribuerer NB-mærkets varer, er det kommet tættere på vores bevidsthed (og underbevidsthed) end tidligere – og derfor er det pludselig over alt fordi vi lægger mærke til det.

Full circle

Som ofte før skulle jeg lige omkring et andet emne inden jeg kunne slutte, hvor jeg egentlig forsøgte at starte. Men pointen i min fortælling ovenfor er, at vi kan skabe nogle billeder og oplevelser, ved at spille på flere sanser og følelser på samme tid. Sådan oplevede jeg i dag en rolig sen eftermiddag i sandet på Amager Strand. Jeg ønskede så inderligt at kunne indkapsle det øjeblik, men uden at have nogen chance herfor – fordi den bygger på så mange følelser og sanser, at en smartphone ikke er nok og jeg formentlig ikke engang er i stand til at gengive det her med billeder, lyd og tekst.

Men det betyder ikke at jeg ikke skal forsøge – så her kommer det bedste forsøg jeg kan give på, hvordan øjeblikket genskabes og andre til at nyde.

Billederne er redigerede så de bedst muligt fanger det spil mellem lys og mørke, som jeg fik ind i ad mine egne nethinder (trods mine begrænsede billedredigerings-redskaber og -evner).
Og musikken er hentet direkte fra øjeblikket – tre sange som jeg satte på og nød det fulde øjeblik.

Det visuelle

This slideshow requires JavaScript.

Den auditive

 

 

Det deskriptive

Det er ingen hemmelighed at jeg nyder mørket – men det gør jeg mest fordi (og når) det brydes af lyset. Egentlig synes jeg hverken tusmørke eller dagslys er særligt interessant i sig selv – det er spillet i nuancerne der giver noget. Derfor har jeg også (til manges undren) måttet erklære, at jeg glæder mig til denne tid. Mørket omklamrer os udenfor, men mennesket har altid bekæmpet mørket og derfor brydes det af vores lys – gadelygter, biler på Øresundsbroen, Malmö i distancen. Det hele bryder det omklamrende mørke, som vi frygter fordi vi ikke ved hvad der kan gemme sig.

Men i denne form for mørke, hvor vores kultur har brudt naturens dominans og afskrækning, er det vi ser det, som gør efterår og vinter til en gammel ven, som er kommet tilbage efter en længere rejse væk herfra. Jeg ved at det bringer andre ting med sig, som berører danskerne meget – fysisk såvel som psykisk. Men i tider som denne – med denne aften som et lysende klart eksempel ved mørkets frembrud kan jeg ikke undgå at elske det.

Kombinationen af mørket og lyset samt musikkens og stilhedens brudflader var på denne sene eftermiddag det fuldendte øjeblik. Et kort øjeblik væk fra den blide omend melankolske lyd fra højttaleren, vidner om en anderledes men tilsvarende ro og naturlig bekæmpelse af stilheden, fra bølgernes blide brus når de rammer kysten – alt imens biler og by svagt kan fornemmes bag mig.